Untitled

Det har taget mig 7 år at nå til det punkt hvor jeg er i dag. Jeg kan nu cykle et par kilometer uden at føle at lungerne er på vej ud.

For 7 år siden, klappede min ene lunge halvt sammen på en cykeltur på vej på arbejde. Jeg var blevet provokeret til at cykle på arbejde, da min familie ikke mente jeg kunne, sagt med et smil på læben. Men…. stædigheden viste sine tænder, og jeg drog afsted på min gamle cykel.

Halvvejs oppe af en bakke – næsten fremme på min arbejdsplads – fik jeg det rigtigt dårligt, og måtte af cyklen, og trække afsted med min cykel og mig selv det sidste stykke.

Jeg nåede frem til mit arbejde, arbejdede hele dagen, blev hentet af min mand i bil om da dagen var omme, og kørte direkte på hospitalet, som satte en masse undersøgelser igang. Mit hjerte blev testet med dioder – selve testen foregik på en cykel…. – der blev taget prøver af min muskulatur med tykke nåle direkte i håndleddet, tonsvis af blodprøver og diverse scanninger. Intet viste hvad der faktisk var galt, ind til en klog reserve læge fik fat i et af scanningsbillederne og opdagede at en del af den venstre lunge var klappet sammen. Det medførte endnu flere undersøgelser for at finde ud af om lungen kunne åbnes igen, samtidig med at hospitalet fandt ud af, at jeg har en lungesygdom, som kan være skyld i at det skete. En sygdom jeg aldrig har vidst jeg havde, og som jeg aldrig har mærket til.

Hospitalet sagde for 7 år siden, at det bedste jeg kunne var at træne min lunge op til at være mere elastisk, hvilket kun kan gøres ved hård træning

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

BizStudio by Sketch Themes